Fotosafari: 2. plads

Igår var der afgørelse og præmieoverrækning på Skovlunde bibliotek. Bibliotekets Fotosafari-konkurrence blev afsluttet, og det billede jeg havde sendt ind havde fået stemmer nok til at ende på 2. pladsen. Ham der vandt havde rendt rundt med et kompaktkamera og kastet kameraet efter bier i en busk, og havde været heldig med at fange en af dem i fokus. Det vandt han på. Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde over at slutte bag en fotograf der bruger mere held end forstand til sine billeder, men under alle omstændigheder er det en trøst at 1., 2. og 3. pladsen fik den samme præmie: Lodtrækning om 1 af 3 fotobøger af Casper Tybjerg. Jeg trak Fototeknik, hvilket ifølge instruktøren var en fantastisk bog, og måske den bedste af de 3.  Jeg tager det som et kompliment at han inviterede mig med til Skovlunde Fotoklub samme aften (hvilket jeg dog måtte afslå). Det kan være jeg en dag i fremtiden kan få det til at passe med være far, husbond og studerende – det kunne jo være det var interessant, og så slipper Christina for at høre mig ævle om F-tal og centervægtet lysmåling.