Klinisk prøve på 3. semester

Jeg vidste godt at jeg ikke ville få svært ved at bestå prøven. Kravene for semesteret er ikke tårn-høje, og de fejl man eventuelt kunne begå i den praktiske del af prøven, kan man rette op på i løbet af den mundtlige del.

Alligevel formår jeg at blive en smule nervøs op til, og under prøven. “Det er jo en prøve! – Folk kigger på en og lægger mærke til om jeg gør noget forkert!” Før prøven havde jeg haft et lille møde med den sygeplejerske der skulle være eksaminator, som viser sig også at beskæftige sig med alternativ medicin og healing. Hun tilbød at låne mig 3 forskellige sten som skulle hjælpe under en eksamen.

I løbet af klinik-perioden havde der været en del tekniske problemer. Den eneste kliniske vejleder på afdelingen gik fra midt i forløbet pga. at personen skulle være forælder. Det er dejligt, men når man i samme omgang tager 4 ugers ferie og pga. problemer med den nyfødte ikke kommer tilbage før jeg skal til prøve står jeg der som studerende uden en vejleder og eksaminator. Jeg kunne godt klare selv at lære de praktiske ting på afdelingen – der er jo mange andre til stede man kan spørge og få hjælp af. Det er dog lidt besværligt at give tilbagemeldinger på mine egne uge-opgaver og ikke mindst at eksaminere sig selv til prøven. Karen, min kliniske vejleder fra radiologisk afdeling måtte træde til for at der kom styr på tingene, og det endte da også med at jeg en lille uge før prøven fik beskikket en ny vejleder/eksaminator der dog ikke havde tid til at være hos mig mere end et kort møde eller to før prøven. Jeg forsøgte at bevare min stoiske ro under hele forløbet – “den slags skal nok ordne sig selv” – men jeg indrømmer at jeg til sidst var en smule bekymret over situationen. Selv Karen mente at der var belæg for at klage over foløbet i tilfælde af at jeg ikke skulle bestå.

Om det var stenene ved jeg ikke, men prøven forløb fantastisk. Jeg fik sagt alt hvad jeg ville, og jeg var forholdsvis veltalende i mine svar til deres spørgsmål. Det endte med at blive til en hel lille samtale mellem alle 3 i rummet hvor sensor førte ordet. Jeg hyggede mig rigtig godt til sidst, indtil de sendte mig ud så de kunne votere.

Nogle få minutter føltes som år indtil de stak hovedet ud og hentede mig ind. Jeg fik to store smil og håndtryk da jeg skulle til at sætte mig på stolen. Jeg var bestået. Det sagde at de var kede af at de ikke måtte give mig en karakter for den kræft-præstation jeg havde leveret. Jeg havde styr på det praktiske på afdelingen, var god til at bruge mine kommunikative redskaber sammen med de ældre og den mundtlige præstation var nærmest fejlfri. Hvis de alligevel skulle nævne et tal ville det blive et rungende 12-tal. De havde allerede under den praktiske prøve haft mulighed for at tale om at der gik en dygtig sygeplejerske tabt i mig, og nu under tilbagemeldingen mente de også lige at de skulle forsøge at overbevise mig om at jeg ville komme til at kede mig på radiologisk afdeling med al den teknik. Det er altid rart med smiger, og jeg fik fortalt dem at deres ord varmede, men at jeg altså også var god til det tekniske og det var det jeg har valgt at jeg skal arbejde med. Jeg er den fødte diplomat.

Men nok om mig. Hvordan har du det?