Uhelbredelig navlebeskuer

På radiografuddannelsen gør vi et stort nummer ud af refleksion, og øvelser heri. Jeg vil nu forsøge at udsætte min blog for dette.

Jeg blogger for min egen skyld. Det har jeg tidligere erklæret. Alligevel synes jeg tilsyneladende at der er et formål med at offentliggøre mine indlæg på internettet. Mange af de ting jeg ender med at skrive er af så privat karakter at de enten ikke behøvede at- eller ikke burde være delt med andre. Disse indlæg skrevet i affekt repræsenterer kun få dage – eller nogengange kun timer –  af mit liv, og når de lægges på nettet repræsenteres dette glimt meget voldsomt på ubegrænset tid. Derfor, hvis ikke jeg også skriver indlæg om at vaske op, eller at jeg sidder og leger med Oskar, vil denne blog efterhånden give et fuldstændigt forvrænget og urealistisk billede af hvad den egentlig er her for at give et vindue ind til. Med andre ord har bloggen fejlet, og der er derfor ingen grund til at fortsætte den.

Og så alligevel…

Hver gang et nyt familiemedlem “opdager” min hjemmeside, bliver jeg rød i hovedet og har næsten mest lyst til at sige at de skal lade være. Men dette tyder vel bare på at det at skrive til dette sted betyder meget for mig og at jeg lægger meget energi og mange følelser i det. Om ikke andet så har det vel en terapeutisk effekt, når jeg kan få sat ord på, og anerkende de ting der roder rundt i mit hoved. Og hvis bare jeg kunne lære at redigere lidt i mine indlæg, og skrive om de ting som rent faktisk er interessante i min hverdag, behøver det jo heller ikke at føles som at læse et terapi-referat. Det kunne blive en uvurderlig dokumentation af hvad der er sket for mig. Om 10, 20, 50 år kan jeg gå tilbage og se på hvad det var der egentlig skete dengang Oskar lige var kommet til verden, før jeg blev uddannet, før jeg vidste alt det jeg ved på det tidspunkt! Det er det der er det fantastiske potentiale i at skrive en personlig blog. Det er det der gør at jeg føler jeg er nødt til at have et værktøj til at kunne realisere dette potentiale. Ligegyldigt om jeg, eller andre, gør brug af denne mulighed til den tid, så er det vigtigste lige nu bare at føle suset af potentialet og bygge noget op som jeg, eller andre, kan sætte pris på.

Før internettets, og WordPress’, tid havde jeg måske siddet med en nusset dagbog og fyldt siderne med ord og stavefejl, indtil de tomme sider slap op. Måske havde jeg aldrig fået afløb for mine tanker om dit og dat. Måske havde jeg slet ikke haft behovet for det. Måske havde verden været et bedre sted for alle. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare at jeg fortsætter lidt endnu.