Genoptræning

Der er et lille motionsrum i bebyggelsen, vi er flyttet til. Der er ikke meget plads, men der er fyldt godt op med det basale træningsudstyr. Mit “jern er jern”-mantra bliver brugt flittigt. Det er et udmærket sted, især til prisen: Kr. 300,- pro anno, kontra ~400 kr. pr. måned i gængse træningscentre. De tilnærmede faste åbningstider bliver ikke til meget mere end halvanden time om dagen, men jeg har meldt mig til at tage et par vagter selv. Så har jeg en dele-nøgle og der er større chancer for at jeg får min dovne ende ned og træne med jævne mellemrum.

Min bror var med nede og træne i torsdags. Det var fedt – ligesom i gamle dage. Man får talt om hint og meget mens man langsomt får nedbrudt sine muskelfibre. Desværre har han ikke tænkt sig at tage imod mit tilbud om at komme derned og træne fast. Han vil hellere gå på sin fornemme skoles center. Det skal han have lov til. Jeg tror bare ikke han forstår hvor ensomt der er i det motionsrum til mine tirsdagsvagter.