Postarbejderens julerunde

Svendsen, fra arbejde, spurgte om vi ikke skulle bytte en arbejdslørdag.

“Hvis du tager min 1. december så tager jeg din den 22.”

“Ok! Det lyder godt. Så kan jeg holde tidlig julefri. … – Hvorfor? Sker der noget den 22?”

“Nej nej! Jeg skal bare noget her d. 1. og så tænkte jeg vi kunne bytte, og d. 22. ville være en god dag for dig.”

Det viser sig så at i dagene her op til jul har, især Svendsen, kørt rundt og høstet julegaver hos alle “kunderne”, og han højst sandsynligt har byttet for også at få den sidste, og vigtigste, gave-høstnings-dag inden jul med. Det er fair nok, taget i betragtning at han lægger så meget tid og energi i at fortjene de julegaver. Jeg skal ikke komme ind som afløser og høste de søde frugter. Det er bare sjovt at han ikke vil indrømme at det er det der stikker under.

De gamle knarke, Jørgen og Mogens, har fortalt historier om folk der er mødt på arbejde med brækket ben for at hente julegaver op til jul. Godt nok fra en tid hvor postbudet også kom med pension, børnepenge og andre sociale ydelser, men lidt af det samme ses stadig i dag.

Jeg håber ikke du har glemt dit postbud…