Så flytter vi

Vi forlader snart Egebjerg og drager mod Eskebjerggård. Argumenterne er plads til barnevogn og familie-geografi. I dag fik vi svar på at vi fik tildelt lejligheden i Æsken, selvom vi stod nr. 3 på listen. Tilsyneladende har de 2 andre slet ikke svaret. Mærkeligt, når det betyder at de mister deres anciennitet. Det kan være de har fundet noget bedre.

Christinas familie har allerede tilbudt os at hjælpe til med flytningen. Eller, måske ikke så meget tilbudt som konstateret at de kommer og hjælper. Det er rart, for det bliver der brug for. Christina og jeg har planlagt at når vi kan modtage den nye lejlighed den 1/12, så opsiger vi først denne lejlighed fra den 15/12. Så har vi en halv måned til at istandsætte og male den gamle lejlighed, og forhåbentligt få hele indskuddet tilbage. Det har jeg set udført før med et positivt resultat. Udgifterne til en halv måneds husleje, maling og kassevogn (til seng, sofaer og lignende)  burde blive mindre end et tilbud fra boligselskabets malere. Det ser ud til at jeg godt kan få lov at holde ferie i de to uger, så jeg har tid til at ordne det hele, så Christina kan få lov at være gravid i fred.

Denne flytning er en midlertidig løsning, indtil vi får råd til at købe noget fast. Der er dog desværre temmelig lange udsigter til at vi kan det, da jeg skal være på SU i mindst 7 skolesemestre. Men jeg drømmer videre.