Jeg indtager Facebook

Jeg oprettede min Facebook-profil for et par dage siden, og til forskel fra MySpace, er jeg positivt overrasket. Alene det at der er så mange jeg kender derinde gør det til en sjov oplevelse. Ud over det fungerer systemet ret godt. Jeg er ingen ekspert i sociale netværk-sites, men Facebook virker som den rigtige måde at gøre det på. Bannerreklamerne er tilpas underspillede, og man kan hurtigt navigere hen til det man søger.

Jeg er, efter et par dage, oppe på 20 Friends og er medlem af diverse relevante grupper fra min fortid: Livgarden, gymnasiet, folkeskolen og Smørum. Jeg gør mit bedste for ikke at involvere mig alt for meget derinde. Jeg har hørt noget om at visse firmaer har været nødt til at blokere facebook.com fordi medarbejderne brugte for meget arbejdstid på det. Det er sjovt nok at finde folk man engang kendte igennem et-eller-andet, men jeg kan godt leve uden at kende mit stripper navn, spille pirat-spil, bedømme andre brugeres udseende, og lignende.

Det skal dog lige nævnes at jeg i bedste selv-hævdende Christian-manér har installeret en IQ test der viser mit resultat på min profil side.