Før-fraflytningssyn-helvede

Der har lige været en ejendomsinspektør i lejligheden, for at se den efter, og give tips til hvad der skal laves. Det var ikke en særlig opløftende oplevelse. Før han var her, troede jeg bare lige, jeg skulle gøre rent, ordne hullerne i væggen og give den en let spand maling. Han var ikke helt enig.

Det med at male selv kunne efter sigende ikke betale sig, fordi med mindre jeg var “god” til det ville jeg lave en fejl og så skulle der alligevel males om. “Og priserne er alligevel så pressede jo…” — Godt ord igen, men hvis jeg kan nøjes med at betale kr. 1000 ved at bruge et par feriedage på det, kontra 4000 til 5000 for maleren, så er jeg alligevel tilbøjelig til at tage chancen og male selv! Eller tør jeg det? Det skal også lige nævnes at selskabet betaler 12% af udgifterne pr. år.

Han bemærkede en del ting der efter al sandsynlighed ikke står på indflytningsrapporten.

  • Der er grimme ridser i gulvet. “Det ser ud som om at de ligger under lakken,” sagde han. Jeg tror det betyder at “så hæfter vi ikke for det.”
  • På badeværelset har vi hængt hylder op. De er skruet op igennem fugerne, så det er ikke noget problem. Til gengæld hænger der et medicinskab og et brusehovedophæng der er skruet gennem fliser, og et kæmpe spejl der måske er limet fast med silikone. Det betyder udskiftning af fliser. Det lyder dyrt.

Ridserne i gulvet mener jeg, uden at være sikker, blev nævnt i vores tilføjelsesliste. Jeg kan bare ikke se hvordan vi skulle have vidst, at tingene på badeværelset ikke hørte til lejligheden. Så skulle vi også have nævnt at der var et toilet, en håndvask og et afløb som vi ikke ville betale for? Det er da urimeligt! Vi har den nye lejlighed fra og med i morgen, og så hurtigt som muligt vil jeg have vores ting smidt derover, så jeg kan få ordnet her. Jeg har indtil den 15/12 til at sætte i stand, men hvad hjælper det at gøre det selv, hvis hele lejligheden skal renoveres, uden at det er noget jeg kan gøre?

Desuden skal der være ordentlig rengøring af: Komfur (også bagved), vinduespuds (godt indtryk), køleskab, afkalkning af badeværelset, og at gå en omgang med støvsugeren og gulvskrubben er vel heller ikke en dårlig ide. Vaskemaskinen skal ud, og det udskiftelige skab skal tilbage på plads. Det originale toiletbræt skal på plads. Med mindre jeg vælger at male selv, behøver jeg ikke at gøre andet ved borehullerne i væggen end at pille pluks ud. Vindueskarmene er der også søm i, men dem skal jeg ikke bekymre mig om. Jeg skal ikke kaste mig ud i at komme spartelmasse i hullerne, for så skal de males. Det mener jeg en tidligere lejer har gjort, så det håber jeg også at jeg ikke kommer til at hæfte for, da det heller ikke er noget jeg har noteret nogen steder.

Jeg er arrig lige nu, over at jeg højst sandsynligt ikke får en krone tilbage af det indskud, fordi jeg har været for blå-øjet da jeg flyttede ind. Argh! Det skal der følges op på i den nye lejlighed. Hvorfor er verden fyldt med idioter?

En tanke om “Før-fraflytningssyn-helvede”

Der er lukket for kommentarer.