Blod og lange minutter

Det var en brat opvågning da Christina kom grædende ind i soveværelset klokken halv 7 i morges. “Jeg bløder,” har man ikke lyst til at få at vide når man står nøgen på et koldt badeværelsesgulv. Er der noget galt med baby? Skal jeg ikke være far alligevel? Halvt panikslagen prøvede jeg at komme med dårlige forslag til hvad vi skulle gøre imens verden styrtede sammen. Med tårer ned ad kinden sidder Christina med mobilen til øret og jeg hører Moster Tinas stemme i den anden ende. Der går ikke mange sekunder før Christina er mere fattet og vi er på vej imod skadestuen.

Skadestuen i Herlev åbner først dørene klokken 7. Det var 10 lange minutter. Gynækologen lå lige og sov men kommer ned hurtigst muligt. “Imens du venter kan du prøve at lave en tisprøve i denne kop.” Det var 15 lange minutter. “Jeg har ikke noget ordentligt udstyr til at undersøge dig her, men på 15. etage åbner en klinik her klokken 9. Spis noget morgenmad imens I venter.” Det var 90 lange minutter. “Ud fra det du fortæller os, og taget i betragtning at I alligevel har en tid til nakkefoldsskanning klokken 10, vil vi ikke undersøge dig her.” 50 lange minutter.

Da klokken endelig blev 10 kom vi ind til skanningen. Igen trillede tårerne ned ad Christinas kind, men denne gang var det glædestårer. Den lille orm, der nu var langt tydeligere end for 2 uger siden, hoppede og dansede. Fire gange lavede den et spring så den næsten forsvandt helt ud af billedet, og på et tidspunkt lå den og snurrede rundt om sin egen akse. Det var virkelig sjovt at se!

Christinas blødning havde ikke noget med barnet at gøre. Det var en følge af for meget irritation, hvis du forstår. Ventetiden var ikke fuldstændig ulidelig fordi blødningen var aftagende hele morgenen. Det så bare slemt ud klokken halv 7. Ifølge lægerne kan det sagtens ske igen, og det er ikke noget problem, bortset fra at det ikke er rart at bløde, sådan generelt. Hvis det havde været en spontan abort ville Christina også have haft ondt, hvilket hun ikke havde på noget tidspunkt.