Hjælp, min ældste søn er perfektionist

Jeg ved ikke hvordan det skete, men på en eller anden måde er hans mor og jeg kommet til at give ham en psyke der kan være svær at håndtere – Især når man bare er et barn på næsten 7 år.

Problemet der har ansporet at jeg har skrevet den her artikel er, at hver gang han er til træning, ender det med, at han ”bryder helt sammen” over en eller anden ting der måske er sket på banen, men også i høj grad ting han blot forestiller sig vil ske. Han mener det er uretfærdigt at de andre ”aldrig” spiller bolden til ham og han er skuffet over sin egen indsats hvis ikke han scorer hver eneste gang han kaster bolden mod kurven. Det der ender med at ske er, at han stort set ikke er på banen når de andre spiller, fordi han går rundt for sig selv og er sur eller ked af det. Drengen siger han elsker at gå til basketball. Han har nogle gode venner nede i den lille lokale klub og han har godt af at lære de mere strukturerede lege der følger med i at øve en holdsport.

Som jeg ser det

Han er en god dreng. Han er klog og dygtig i skolen. Hans sociale evner er rost til flere samtaler med hans forskellige kontaktpædagoger. Han er hjælpsom, næstekærlig og har en stærk retfærdighedssans. Hans forældre synes han er det smukkeste barn i verden. Der er naturligvis den normale, sunde, grænsesøgende adfærd som børn skal have, men der er noget der lægger en dæmper på humøret hos ham selv og i kontakten til forældre, voksne og til dels jævnaldrende; Han viser tegn til at være perfektionist.

Han har svært ved at kaste sig ud i nye lege eller oplevelser før han ved præcis hvordan det skal foregå fra start til slut. Han har let til tårer og voldsomme følelsesladede reaktioner er almindelige når han ikke gennemfører en handling på bedste vis i første forsøg – for ham er der ikke noget der hedder øvelse gør mester eller op på hesten. Tendenserne bliver tydeligere jo ældre han er blevet. Han bliver bedre til at kommunikere og hans reaktioner er, trods alt, mere rationelle end barnlige efterhånden. Jeg er bekymret over at det er alt-eller-intet-mentaliteten der vokser frem. Da han var yngre hjalp det ham meget at vi forberedte ham på de situationer og oplevelser han skulle igennem i løbet af dagen og ugen. I takt med at han bliver ældre kan han ikke forberedes på samme måde, da der ikke er samme voksenstyring.

Som skrevet af andre

Man skal passe på med at selvdiagnosticere og i det hele taget at gøre al adfærd til en diagnose, men det er alligevel en god ide at søge hjælp når tingene virker håbløse. Lige præcis det her emne har jeg alligevel forsøgt at finde noget kvalificeret hjælp til på nettet, naturligvis armeret med en fornuftig portion kildekritik. Jeg vil spare dig for detaljerne om min rejse gennem den til tider uhjælpelige blogosfære og de alt for langhårede videnskabelige artikler. I stedet vil jeg opsummere de vigtigste pointer fra det omfattende emne og henvise til en enkelt ressource som lader til at vide hvad perfektionisme i børn drejer sig om.

Først og fremmest er det vigtigt at pointere at perfektionisme i sig selv ikke er noget negativt. Det er ikke en diagnose eller noget man skal forsøge at undgå eller afhjælpe. Mange misforstår negative reaktioner som selve perfektionismen, hvor det egentlig er reaktionen på de ikke opfyldte uopnåelige mål der ender i negative udtryk. Perfektionisme er nærmere en (arvet?) egenskab som kan påvirke personen positivt eller negativt, alt efter hvor godt man forstår at håndtere den.

Perfektionistiske børn har som regel en eller to forældre som selv er perfektionist, som i opdragelsen mere eller mindre uforvarende har brugt en retorik der fokuserer mere på resultatet end på processen. ”Tegningen er flot”, ”opgaven er rigtig”, ”du er klog” er eksempler på ros, som ikke anerkender processen bag at nå derhen men i stedet fokuserer på resultatets opnåede egenskab. Selvom det er positivt at modtage rosen, præges barnet til en dikotomisk tankegang: ”Enten er det helt rigtigt, ellers er det helt forkert”. Særligt slemt er det når den stadigt velmenende forælder uddyber hvordan barnets resultat kunne forbedres. ”Tegningen ville være bedre hvis du havde valgt den farve i stedet for den”, ”du fik 8 ud af 10 opgaver rigtig – hvad gik der galt i de to forkerte?” kan være ment som reflektionsøvelser, men det er ikke gavnlig kritik før der er en dybt forankret forståelse for at processen er vigtigere end resultatet. Selvværdet ender med at afhænge af om man i alle henseender opnår 100%, og det er i praksis et urealistisk mål at sætte sig, bortset fra i de allersimpleste opgaver. Det vil føre til frustrationer over egen præstation, selv i barnets lege og tidspunkter der ellers er beregnet til afslapning.

Den urealistiske målsætning og dikotomiske tankegang fører konstant til nederlag. Selvværdet kan komme til at lide fordi barnet konstant vil føle sig utilstrækkelig i egne øjne. Der opstår en fastlåsning på det negative og en negligering af det positive. Reaktioner på ros, i stil med ”det er sødt af dig at sige det, men det og det var ikke godt nok”, markerer tankegangen og indstillingen virker fastlåst. Dikotomi føres videre over i sociale forventninger hvor utilstrækkelighedsfølelsen bliver hæmmende. På trods af lysten og muligheden for at indlede en ny relation, vil de mange nederlag virke afskrækkende fordi det antages at den anden part også oplever personen som utilstrækkelig og derfor ikke værd at beskæftige sig med. De positive muligheder i den nye relation bliver negligeret og der opstår en fastlåsning på egen ringeagt der samtidig er projiceret over på den anden part. ”Jeg er ikke god nok i mine egne øjne” fører til ”jeg er heller ikke god nok i andres øjne og derfor kan de ikke lide mig”.

Når perfektionisten ikke formår at håndtere sin målsætning og holde fokus på processen, vil intentionen om at gøre alting i alle henseender rigtigt, føre til en tilsyneladende uendelig række af nederlag for personen. Der er ingen der kan lide at tabe hele tiden, og den naturlige konsekvens af at beskytte sig selv mod nederlag er at undgå dem så vidt muligt. Det betyder at perfektionisten kan ende med at underpræstere i et desperat forsøg på at beskytte sig selv mod nederlag. På den måde leder intentionen om at gøre alting perfekt til at man i stedet ingenting gør. Socialt, kreativt og arbejds-/skole-mæssigt vil trangen til at gøre det perfekte, kombineret med angsten for konstant at fejle føre til handlingslammelse og derved underpræstation.

Flere af artiklerne har råd i punktform til at lære at håndtere perfektionisme i praksis. De er i svingende kvalitet, men et institut for super-inteligente unge i USA, Davidson Institute, har forfattet en fornuftig liste, som jeg har oversat herunder. Vær opmærksom på at teksten er skrevet til ambitiøse forældre med super-intelligente børn, der kræver stimuli konstant: Det kan komme til at klø i Janteloven.

  • Øvelse i at tabe:
    Begynd med lege eller spil der bygger på held i stedet for handling. Fx Sten, Saks, Papir eller Krig. Dette kan også lære barnet ikke at være en dårlig taber.
  • Øvelse i at øve sig:
    Find noget som barnet vil være nødt til at øve sig på for at blive god til. Det kan sågar være noget du ved barnet vil være virkelig dårlig til: Kunstmaling, holdsport, svømning. For dem hvor musik ikke falder dem naturligt kan det være en god disciplin, da fejltagelser ikke er permanente, som eksempelvis tegninger eller skulpturer er det.
  • Fremhævelse af processen i stedet for målet:
    Hvordan kom du frem til konklusionen? Hvad gjorde at du valgte den farve? Hvad oplevede du mens du arbejdede med projektet?
  • Konkrete forventninger:
    Intelligente børn er meget bogstavelige så vær opmærksom på at definere og specificere. Forklar hvad det vil sige at “færdiggøre” et projekt eller en opgave. Vær meget klar i mælet omkring dine forventninger. Hvad forventer du at barnet får ud af at arbejde med opgaven? Sæt barnet til at arbejde i korte perioder af gangen og forsøge at få mest muligt ud af tiden. For mange, men ikke alle, fungerer det godt ligefrem at sætte et stopur.
  • Humor:
    Perfektionister er allerede så hårde ved sig selv, så det er godt hvis I kan grine sammen når der sker fejl. At se America’s Funniest Home Videos kunne være en fin øvelse.
  • Diskuter hvordan fejltagelser kan være en god ting:
    Penicillin, chocolate chip cookies, Amerika osv. Læs bøger sammen om tilfældige opdagelser [Paradoksalt nok har Bibliotek.dk kun engelske titler om emnet, red.].
  • Forbillede:
    Vis barnet hvordan du selv er perfektionist og hvordan du håndterer det. Udpeg fejl du selv laver og fortæl historier om fejl du har lavet da du var yngre.
  • Prioriteter og perspektiver:
    Stop op og tal om hvordan og hvor viktigt et resultat er / ikke er for opgaven eller aktiviteten. Hvad skulle der ske hvis man kom til at tegne udenfor stregerne?
  • Målsætning:
    Begynd i det små og byg langsomt op. Det er vigtigt at alle mål er realistiske og opnåelige.
  • “Fulde batterier” og opladning:
    Det er vigtigt at alle familiemedlemmer er veludhvilede og mætte. Afsæt mulighed for stille-tid så alle kan afspænde og finde ro. Dette kan reducere antallet af sammenbrud og sænke følelsen af irritation.
  • Stræben efter fortræffelighed i stedet for perfektionisme:
    Perfekt er uopnåeligt. Forklar forskellen på fortræffelighed og perfektion.

Perfektionisme er, som så mange andre menneskelige egenskaber, et komplekst emne, som man kan grave sig dybere ned i hvis det har interesse. Jeg har berørt de punkter der er vigtigst for den grundlæggende forståelse for problemstillingerne i emnet.

Som værktøjer til videre

Perfektionisme er bestemt et interessant emne at læse om, især for mig med vinklen til hvordan det kan kædes sammen med min søns negative reaktioner. Hvis jeg skal være helt ærlig, kan jeg afsløre at junior ikke har det fra fremmede – jeg har kunnet se mig selv i mange af de beskrivende tekster jeg har læst. Dette er naturligt nok, når perfektionisme forstås som en egenskab som alle mennesker besidder og i større eller mindre grad påvirkes af. Beskrivelsen af årsag og effekt er rammende for vores situation, selvom jeg godt kan lide at tro at jeg trods alt ikke er skyldig i de værste af de negative påvirkninger. Med viden kommer forståelse og på den måde kan jeg bedre begynde at arbejde videre mod en mere positiv og harmonisk relation til min søn, og bedre hjælpe ham med at håndtere udfordringerne han oplever.

  • Først og fremmest skal vi i gang med at lege en masse sten-saks-papir og jeg skal have fundet på flere lege der er baseret udelukkende på tilfældighed. Nederlagsklimatisering er en vigtig egenskab – også generelt set.
  • Oven i det, skal jeg være opmærksom på min retorik. Parallelt med at jeg har researchet til denne artikel er jeg så småt gået i gang og anerkender at det er en svær disciplin. Som så meget andet er det vel en muskel som har godt af at få træning – måske min i særdeleshed.
  • Jeg øver selv på at blive bedre til rent faktisk at sætte mig nogle mål. Jeg kan tage junior med på den vogn.
  • Som forælder går jeg altid og forbereder mig på “The Talk”. Der er flere forskellige snakke der skal tages med ens børn, så “stræben efter fortræffelighed versus perfektion” er hermed tilføjet den liste.

Når alt det her er sagt, føler jeg at det er på sin plads at pointere at min søn er godt rundet og meget velfungerende i de fleste sammenhænge. Det kan måske lyde som om han er et perfektionistisk, OCD-præget vrag, men det er slet ikke tilfældet. Hele denne artikel er ment som dokumentation og reference for mit forsøg på at hjælpe ham med sine vanskeligheder på den bedste måde, og forhåbentligt give andre et perspektiv på deres egen situation.

Jeg bestræber mig på at leve et kreativt og balanceret liv. Det er jeg selvsagt ikke alene om, og emnet kan passende rundes af med et citat af forfatteren John Updike:

“Perfectionism is the enemy of creation, as extreme self-solitude is the enemy of well-being.”

—John Updike

I eftermiddag skal vi til basketballtræning. Det er et godt sted at begynde.