Foto: Skæg og støj

Det skulle egentlig bare have været en hurtig selfie før jeg barberede ferieskægget af før arbejde i morgen. Men fotoentusiasmen tog over og her er hvad der kom ud af det.

Mine billeder er rimelig dystre for tiden. Det skal du ikke lægge så meget i. Jeg har det godt.

Inside OutsideJeg er meget i tvivl om det store sorte område til højre skal skæres væk eller ej. Der er absolut ingen detaljer der, men det føles rigtigt at det er der. Hvad synes du?

Citat om omstændigheder og eventyrlyst

Citat

“So many people live within unhappy circumstances and yet will not take the initiative to change their situation because they are conditioned to a life of security, conformity, and conservatism, all of which may appear to give one peace of mind, but in reality nothing is more damaging to the adventurous spirit within a man than a secure future. The very basic core of a man’s living spirit is his passion for adventure. The joy of life comes from our encounters with new experiences and hence there is no greater joy than to have an endlessly changing horizon, for each day to have a new and different sun.”

Christopher McCandless, vandrer

Det virker skræmmende relevant. Man skal dog tage med i betragtningen at manden døde på en tur i Alaskas vildnis, udhungret og alene, 24 år. Pokkers.

En landevejsridder til nabo?

Fordomme er der rigeligt af. Positive overraskelser kan man aldrig få nok af. Her er en lille fortælling om én jeg havde i dag.

Der har stået en gammel barnevogn i cykelkælderen, siden jeg flyttede hertil. Ikke sådan en der sidst har været brugt af et barn, som for længst er vokset fra den, men sådan en der har fundet alternativt brug, som intet har med babyopvækst at gøre. Den er modificeret med båthorn, flaskeholdere lavet af gaffertape, taktisk placerede kroge og speciallavede holdere til diverse genstande og udsmykket med en forhåndenværende klat overskydende maling og “pyntegenstande”. Jeg har hele tiden antaget, at det var en “festivalvogn”, som transporterede øl og fest rundt på sommerens musikfestivaler en uges tid eller tre om året.

Men i dag mødte jeg min halvflippede nabo med vognen. Den var tydeligvis ved at blive pakket og gjort klar, men ikke til en uge med musik og dødsdruk. Den var pakket med genstande til livet på landevejen. Vaskebræt, trangiasæt, ting til overnatning i det fri og tilsyneladende meget mere end man skulle tro en barnevogn kunne rumme. Kunne det passe, at min halvflippede nabo ikke kan nøjes med at stå som at være “bankuddannet (sæson-)skibums“, men også kan tilføjes “/ (sæson-)landevejsridder” til kortet i mit adressekartotek? Min sikkert slet skjulte overraskelse fik mig til at spørge lidt ind til projektet.

Kender du den der tone i folks stemme, der siger “jeg orker ikke de fordømmende, indgående spørgsmål som folk plejer at komme med, når jeg fortæller dem det her“? Det var den tone jeg genkendte, da han talte til mig i – selvfølgelig med et venligt smil på læben. Når han fortalte om sin tur, lød det – oprigtigt talt – rigtig dejligt. Det var kun anden gang han og de to venner skulle afsted på den måde. Sidste år gik de herhjemmefra og til Sjællands Odde; En spadseretur på 80 km. I år skulle de gå en lignende distance på Fyn og ende i hans barndomshjem. På grund af tonen nøjedes jeg med at kommentere, at det lød som en hyggelig tradition og at jeg misundte dem det med at sove under åben himmel, uden stress og forventninger fra verden, fuldstændig koblet fra og ønskede dem en god tur.

Det har været en lang dag og min hjerne var desværre allerede koblet fra da jeg talte med ham. Jeg stolede ikke på at jeg ville kunne undgå at uforvarende lyde fordømmende i vores samtale – ligesom alle de andre – hvis jeg havde fortsat den. Alligevel er nysgerrigheden virkelig blevet pirret. “Ferieformen” afviger så meget fra den socionormative indflydelse, at den i sig selv er spændende at høre mere om. Jeg har selv en drøm om, ikke at vandre på landevejene, men trekke i områder langt fra lands lov og ret og jeg er sikker på, at han kan komme med mange gode staldtips, som man ikke kan få i Spejdersport. Derudover er det altid forfriskende, når man opdager nye facetter af de mennesker, der er omkring én. Man får helt lyst til at insistere på, at få gennemført den åbne høfligheds-kaffe-invitation, for at se om ikke der gemmer sig endnu flere lag bag døren på den anden side af trappeopgangen.

For nuværende føler jeg mig bare inspireret, og må overveje taktikken, indtil han vender hjem igen. Jeg kan godt lide at tro, at alle mennesker er ligeså overraskende og uforudsigelige som min nabo og at der ikke skal mere end en venlig invitation til at lukke én ind og opdage det, førend de gør det. Måske jeg endda kunne lære ham så godt at kende, at jeg ville kunne tage et godt portrætbillede af ham, som den han er. Det må tiden vise.

Foto: Den stores tur

Efter gårsdagens fotoserie af den yngste ville jeg også se, om jeg kunne lokke en lille portrætsession ud af den ældste, mens lysindfaldet fra vinduet stadig var optimalt.

Den ene af mine to blitze er lånt ud til en rejsende i nordamerika, så jeg tænkte, at jeg ville forsøge at bruge det direkte formiddagslys fra det østvendte stuevindue, i samspil med den blitz jeg har hjemme. Middagsbordet blev skubbet over under vinduet, så bordet fungerede som reflektor for vindueslyset.

Den ældste ville gerne hjælpe med at sætte stativ med softbox og flash op. Når han kan lokkes til at involvere sig på den måde, er der som regel bedre tålmodighed til at sidde stille i et par minutter og måske ligefrem følge mine instrukser. Det endte med at blive en ret god portrætsession:

Balance

Waiting For The Setup

The After-laugh

Brain Pause

Biting The Lip

Jeg bruger helst sollys som sekundært lys og valgte derfor at bruge det reflekterede sollys som hair-light / kicker. Softboxen står på kamera-venstre akkurat ude af billedet. Fordi jeg havde tid og hans tålmodighed til rådighed, var der mulighed for at jeg kunne lege lidt med at skrue op og ned for de to lys og teste min lysteori. Det er sjovt, hvis man er ligeså nørdet som jeg.